Petersen & Poulsen

I Palads Teatrets maskinrum, oktober 1923.
Axel Petersen och Arnold Poulsens ljudfilmteknik av år 1923
förutsätter två hopkopplade maskiner, en för bildfilmen och en för ljudfilmen.

Igennem lydmuren
Den første præsentation på dansk grund af et brugbart tonefilmsystem fandt sted den 12. oktober 1923 i Palads Teatret, København. Anlægget var konstrueret af ingeniørerne Axel Petersen og Arnold Poulsen, og programmet, der varede godt et kvarter, bestod af syv numre: Axel Breidahl introducerede, Charles Wilken deklamerede Drachmann, Ayoe Willumsen sang Jeppe Aakjær, Albert Luther fremførte en vise til eget lutspil. Jacob Texière læste H. C. Andersen, Storm P. og Chr. Arhoff optrådte med en af deres Storm & Stille-vrøvledialoger, og Frederik Jensen sang en vise om gøgleri og om, at man skal rose sin kone.

Skønt gæsterne i salen på forhånd var skeptiske, måtte alle hurtigt overgive sig. Teknikken fungerede udmærket, og der var for første gang et overbevisende sammenfald mellem billede og lyd. ”Læg mærke til, hvorledes ordene følger mundens bevægelser”, sagde Axel Breidahl i indledningen. Men ”han behøvede ikke at have sagt det”, mente Berlingske Tidende. ”Det er det, der er pointet i det hele”. Det indbudte publikum, som fyldte biografen til sidste plads, var begejstret og hyldede bagefter opfinderne med lange klapsalver. ”Som ved et trylleslag blev lærredet for første gang for alvor rigtigt levende”, skrev B.T. dagen efter. ”Det var den stumme kunst, der blev til liv, gennem en opfindelse, der formåede at skabe en ubrydelig illusion om, at det virkelig var lærredet, der talte”.

[...]

Electrical Fono Film Company
I betragtning af hvilken magt ejerne af patentrettighederne til de verdensdominerende systemer havde, vil man se, hvor afgørende det var, at de danske elektroingeniører Axel Petersen og Arnold Poulsen faktisk sideløbende med de udenlandske opfindere arbejdede med et lystonesystem fra ca. 1918. I 1916 havde tre danske forretningsfolk dannet aktieselskabet Electrical Fono Film Company til støtte af en elektrotekniker Hans Mjølstrup, der i flere år havde eksperimenteret med et grammofonpladesystem. Udgifterne til færdiggørelse af systemet oversteg imidlertid langt det beløb, Mjølstrup først havde hævdet var tilstrækkeligt. Finansfolkene ansatte derfor en ingeniør som teknisk sagkyndig medhjælper, men da der i januar 1918 stadig ikke var kommet positive resultater ud af anstrengelserne til trods for udgifter på ca. 50.000 kr., besluttede aktieselskabet sig til at finde en anden ingeniør, der i stedet for Mjølstrup kunne arbejde videre med projektet. Tilbudet blev givet til elektroingeniør Axel Petersen, der som medhjælper fik sin studiekammerat Arnold Poulsen.

”Først studerede vi patenter”, har Petersen senere fortalt. ”Der var alt for mange med kombination af film og grammofon. Der var sågar i 1913 af Gaumont i Paris vist talende billeder i Palads Teatret her i København, [...] og overvejelser førte os hurtigt til, at i forbindelse med film måtte lyden registreres fotografisk på film”. Den metode, Mjølstrup havde anvendt, måtte forkastes, og inden de kunne gå i gang, måtte Petersen & Poulsen derfor først overbevise finansmændene om, at dette nye projekt overhovedet lod sig praktisere. Det lykkedes — ved hjælp af en lille, listig demonstration, som viste, at lyden kunne frembringe lysvariationer — og der var dermed økonomisk rygdækning til at starte udviklingen af et brugbart system.

Arbejdet tog i første omgang 5 år, hvorefter resultaterne som nævnt var klar til at blive vist frem ved en forestilling i Palads Teatret i 1923. Et af de forsinkende momenter var, at selve den billedmæssige teknologi endnu var for uudviklet. Før 1920 var filmemulsionen så ufølsom, at man normalt optog med en langsommere hastighed end den, hvormed man måtte gengive billederne for at undgå flimmer. Forskellen var så stor som fra ca. 18 billeder pr. sekund under optagelserne til ca. 24 ved gengivelsen; deraf det særlige tempo der tit er over en stumfilm. Det var derfor umuligt at synkronisere billederne med lyd — med mindre man på samme måde gengav lyden for hurtigt. Først da der var kommet en mere lysfølsom film, var de største vanskeligheder overvundet.

Petersen & Poulsen-systemet byggede på arealmetoden for det optiske lydspor og — i modsætning til de fleste andre — på en adskillelse mellem billed- og lydstrimmel. Derved opnåede de, sagde Axel Petersen i 1923, ”at talen kan blive langt mere naturlig, endvidere, at talefilmen kan behandles fotografisk uden hensyntagen til billederne, samt at man kan koble et hvilket som helst gengiverapparat til taleapparatet, uden at der skal foretages ændringer i apparatet”. Særligt det sidste forekom på dette tidspunkt vigtigt, idet det kunne bidrage til at reducere biografernes udgifter ved en overgang til tonefilm. Andre systemer kopierede lydsporet ind på selve filmstrimlen for at sikre absolut og mere ”idiotsikker” samtidighed mellem lyd og billede, men Petersen & Poulsen mente at opnå det samme — med en bedre lydkvalitet — ved hjælp af en mekanisk sammenkobling af de to gengivelsesapparater.

Ljudfilm, inspelad med Petersen & Poulsens system

De to pionerer og deres firma udtog selvfølgelig patenter på opfindelserne, både herhjemme og — i det omfang det endnu lod sig gøre — i udlandet. Men på trods af deres hidtidige succes blev det stadig sværere at skaffe penge til at fortsætte. Det var baggrunden for demonstrationsforevisningen i Palads; formålet var at skaffe kapital. I Danmark var der ingen, som troede nok på mulighederne til at gå med, og det blev derfor en svensk ingeniør dr. von Koch i Berlin, som repræsenterede tyske finansfolk, der i følge Axel Petersen ”overtog exploiteringen”.

Petersen & Poulsen blev sendt på demonstrationsrejser rundt i Europa og fremviste deres talende billeder i bl.a. London, Paris, Hannover, Zurich, Valencia og Berlin. Det lykkedes på den måde at skabe interesse hos udenlandske selskaber, og man fik etableret aftaler om udnyttelse af patenterne. I London dannede Electrical Fono Film Company selskabet British Acoustic Film sammen med British Gaumont, der som Englands største filmselskab havde en biografkæde med flere hundrede biografer, hvor man senere installerede maskiner, der byggede på Petersen & Poulsens system. Sammen med Gaumont i Frankrig dannedes Gaumont Societé Film Parlant og i Tyskland Deutsche Tonfilm A. G., der i 1928 gik op i Tobis-Klangfilm. ”Jeg kan ikke huske, hvad det hed i Schweiz”, sagde Petersen i 1963. ”Det kan også være lige meget, for det gik fallit!”

Der blev skrevet kontrakter om overdragelse af rettighederne for bestemte områder — og indgået aftaler om de faste beløb og procenter, som det danske selskab skulle have i licenser. Opfinderne selv fik dels løn af selskabet, dels andel i udbyttet gennem de aktier, de selv rådede over. Majoriteten i Electrical Fono Film Company tilhørte fra sidst i 20'erne British Gaumont, som bl.a. købte dr. von Koch ud og placerede aktierne i et holdingselskab, International Acoustic Film.

I 1927 kom Petersen & Poulsen til USA for dér at vise deres system, men da var det allerede for sent. Warners' ”The Jazz Singer” havde premiere, mens de var i New York, og de amerikanske firmaer havde selv udviklet systemer og sikret sig de centrale patentrettigheder. ”Vi var løbet panden mod patenter og mod produktionsevne”, har Axel Petersen fortalt, og markedet var kort sagt ved at være udtømt. Udnyttelsesretten til patenterne var afsat til forskellige europæiske firmaer, USA havde vist sig at være lukket land, og tilbage på Electrical Fono Film Company's egne hænder var i 1927 kun rettighederne i Skandinavien. Dem arbejdede man selvfølgelig også på at få solgt, men det lykkedes først i løbet af 1928 og '29, da de blev overtaget af Valdemar Selmer Trane.

Petersen & Poulsen brugte som sagt en adskillelse af billed- og lydstrimlerne, og de undgik på den måde problemet med at skulle udjævne den rykvise bevægelse forbi billedvinduet, inden filmen passerede fotocellen ved tonehovedet. Alligevel kunne de i 1925 — altså samme år som Tri-Ergon solgte til Fox i USA — tage dansk patent på netop en sådan ”anordning til fremføring af film med konstant hastighed”. Formålet var ”at tilvejebringe en konstant fremføringshastighed af kinematografiske og især akustiske film”, og opfindelsen gik bl.a. ud på at kombinere ”et svinghjul, som drives af en valse, over hvilken filmen løber” med et fjedrende ”mellemled, som indskydes mellem den drivende mekanisme og den af filmen drevne, til svinghjulet koblede valse”. I betragtning af det postyr, der var omkring Tri-Ergons patent, forekommer det umiddelbart usandsynligt, at Petersen & Poulsen skulle have fundet på dette princip før tyskerne — navnlig da de jo i deres system ikke havde den samme brug for det. På den anden side er der i de tilgængelige kilder intet, der tyder på, at de ikke har gjort det. Kun fremgår det, at det i hvert fald var Tri-Ergon, der tjente pengene på svinghjulet.

Måske lå der i aftalerne omkring oprettelsen af Deutsche Tonfilm en eller anden form for udveksling af patenter, eller måske har Petersen & Poulsen ligefrem snuppet ideen og skyndt sig at tage dansk patent, før tyskerne selv nåede det. Under alle omstændigheder viste patentet sig senere at være særdeles nyttigt — først da der fra 1929 blev startet en dansk serieproduktion af biograf apparatur, og året efter, da også danskerne gik over til at kopiere lydsporet ind på billedstrimlen. Det skete første gang ved kortfilmen ”Ve den der lyver” fra 1930, Nordisk Tonefilms produktion nr. 80 og den tredie udgave af Paul Sarauws ”tallerkensketch” — denne gang med Edgar Hansen og Marguerite Viby i rollerne.

Ur Filmen i Danmark
av Niels Jørgen Dinnesen & Edvin Kau
Akademisk Forlag, Danmark, 1983
ISBN 87-500-2467-1

---

Arnold Poulsen (t.v.) och Axel Petersen (t.h.).

Poulsen, Arnold, 1889-1952, ingeniør, opfinder.

P. blev student 1906 og cand.polyt. (elektroingeniør) 1912. Efter eksamen var han en kort tid assistent hos professor P. O. Pedersen og aftjente derefter, april-sept. 1912 sin værnepligt som radiotelegrafist i marinen. 1912-16 var P. ingeniør i Fa. Siemens & Halske i Berlin, og han fortsatte som korresponderende medarbejder i firmaet indtil 1919. Fra 1916-20 var han tillige ansat ved Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, Kbh. og var 1920-21 ingeniør ved Den danske Kabelfabrik, Københamn. 1920 blev P. tilknyttet handelsministeriet som konsulent i radioanliggender, specielt radioteknik; 1922-27 var han konsulent ved telegrafvæsenet, og 1923-29 dettes tilforordnede ved radiotelegrafistprøven og ved eftersyn af skibsradiostationer. Som konsulent ved handelsministeriet gjorde P. i årene efter 1920 et bemærkelsesværdigt arbejde for, ved anvendelse af radio, at forøge sikkerheden til søs.

P. var 1917 med til at stifte Electrical Fono-Films Company A/S og ansattes som ingeniør i firmaet; han indtrådte 1925 i selskabets bestyrelse og var 1927-47 og 1949-52 medlem af dets direktion. Selskabet havde til formål at udnytte ”en opfindelse angående fremstilling af talende, levende billeder, samt eventuelt de dertil nødvendige apparater og films”. De to opfindere P. og Axel Petersen viste 1923 i Palads teatret i Københamn deres første tonefilm. Der blev anvendt to filmbånd, ét til billeder og ét til lyd; ved fremvisning førtes de henholdsvis diskontinuerligt og kontinuerligt gennem hver sin kinomaskine. I slutningen af tyverne kunne billeder og lyd indlægges på samme filmbånd og fremvises med en maskine, hvori billed- og tonevindue med tilhørende fremføringsmekanismer var sammenbygget. Denne tonefilmteknik blev internationalt kendt under navnet System Petersen og Poulsen.

Kapital til udnyttelse af opfindelsen blev fremskaffet ved samarbejde med det franske og engelske Gaumontselskab. Udviklingen af tonefilmsystemet fortsattes, og der blev etableret påtentsamarbejde med Nordisk Film Kompagni i Københamn, Aga-Baltic radio, Stockholm, British Acoustic Films Ltd., London og Tobis Klang Film, Berlin. P. var medstifter af Fonofilm Industri A/S 1947 og medlem af dets bestyrelse 1947-52; firmaets formål var bl.a. patentarbejde og fabrikation. - 1926-30 var P. medlem af bestyrelsen for Elektroteknisk forening. Som repræsentant for ministeriet for handel og søfart blev han fra 1933 medlem af direktionen for Københamns maskinistskole, 1942-52 formand for dens skoleudvalg. 1936-52 var P. tillige medlem af bestyrelsen for handelsfirmaet Bruhn og Lehrmann, Københamn. 1936 fik P. tildelt G. A. Hagemann-medaljen og blev 1937 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber.
K. G. Hansen


Petersen, Axel Carl Georg, 1887-1971, ingeniør, opfinder.

P. blev student 1906 (privatist) og cand.polyt. (elektroingeniør) 1912. Han var ansat ved KTAS 1912-13, chefelektriker 1913-15 ved Nordisk Kabel- og Traadfabriker A/S, 1915-17 ingeniør ved telefonvæsenet i Baku og 1917-19 ved den herhjemme netop oprettede Telefonkommission og derefter ingeniør ved Telefontilsynet 1919-41. - P. udviklede sammen med Arnold Poulsen en teknik til fremstilling af tonefilm; de stiftede sammen med nogle finansmænd 1917 Electrical Fono-Films Company A/S, hvori begge virkede som ingeniører, P. tillige som medlem af selskabets bestyrelse. Seks år efter viste de to opfindere offentligt deres første tonefilm, en sketch, ved en matiné 12.10.1923 i Palads teatret i Københamn. Billeder og lyd var optaget på hver sin filmstrimmel, og disse fremvistes ved hjælp af to samkørende kinomaskiner. I slutningen af 1920erne kunne de to opfindere fremstille tonefilm som et enkelt filmbånd der kunne fremvises med en enkelt maskine med såvel billedvindue som tonehoved. Deres tonefilmsteknik blev kendt verden over under navnet System Petersen & Poulsen. De udtog en række patenter, og kapital til udnyttelse af opfindelsen blev bl.a. fremskaffet ved samarbejde med det franske og engelske Gaumont selskab. Der blev etableret patentforbindelser med Nordisk Films Kompagni, Københamn, Aga-Baltic, Stockholm, Tobis (Tonbild-Syndikat), Berlin samt British Acoustic Films Ltd., London.

1927-47 var P. medlem af direktionen for Electrical Fono-Films Co., fortsatte derefter som medlem af dets bestyrelse og blev valgt til likvidator da selskabet trådte i likvidation 1960. - P. var medlem af Telefontilsynet fra 1941, dets formand 1942-46 og 1954-64, kommitteret 1964-66. Han var medlem af bestyrelsen for A/S Nordisk Films Kompagni 1929-45, 1946-54 technical adviser ved J. Arthur Rank Group, London og 1963-71 formand i bestyrelsen for Rank Xerox i Københamn. P. fik 1936 tildelt G. A. Hagemann-medaljen i guld, 1937 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber.
K. G. Hansen

Källa: Dansk biografisk leksikon
København, 1982